Tryg og Scalepoint forlænger samarbejdet

Tryg har siden 2018 brugt Scalepoints løsning, HUB Property, til at automatisere deres bygningsskader samt sikre hurtig og nem kommunikation med håndværkere. Efter flere års gode resultater med brugen af løsningen, er Tryg og Scalepoint blevet enige om at forlænge samarbejdet yderligere.

23.10.2024

Tryg arbejder strategisk med at højne kundeoplevelsen, blandet andet ved at forbedre deres digitale kanaler, skadeprocesser og indkøbsadministration. Dette understøttes af automatisering af tilbud og faktura fra servicepartnere, samt selve skadeudbedringsprocessen. Skadelidte får hertil muligheden for at følge med i skadens forløb, og interagere med Tryg og skadens øvrige parter. 

“Med HUB Property kan vi tilbyde vores kunder en skadeproces, som er skræddersyet til bygningsskader, med det formål at give dem det nemmeste forløb muligt, når uheldet er ude. Tryg får desuden mulighed for at indfri målsætninger indenfor skadeindkøb og automatisering,” siger Carsten Hvass-Nielsen, Skadedirektør, Bygning Løsøre hos Tryg Forsikring. 

Udover at styrke kunderejsen gør HUB Property også kommunikationen mellem alle skadens parter nemmere og hurtigere, herunder taksatorer og håndværkere, fordi alle bruger samme platform. I praksis betyder det blandt andet, at Tryg nemt kan indgå og anvende leverandøraftaler med systemunderstøttelse og automatisere tilbud og fakturaer.  

En høj automatiseringsgrad hjælper både kunderne og Tryg 

I år godkendes hver anden af Trygs tilbud og fakturaer fra servicepartnere automatisk med hjælp fra Scalepoints regelmotor. Foruden den automatiske kontrol af skadens udgifter benyttes regelmotoren også til at udføre opgaver på skaden baseret på dens karakteristika og forløb. Dette effektiviserer skadeudbedringsprocessen betydeligt, reducerer administrationen og frigør tid til skadebehandling og kundepleje. 

”Vi er tilfredse med de resultater, vi har opnået ved at bruge HUB Property til håndtering af vores bygningsskader. Det har været til glæde for både vores kollegaer, leverandører og kunder. Vi ser fortsat et endnu større potentiale, og glæder os til i fællesskab med Scalepoint at realisere dette i de kommende år.”

Carsten Hvass-Nielsen

Skadedirektør, Bygning Løsøre hos Tryg Forsikring

Peder Ingemann Hansen, kundedirektør hos Scalepoint, siger om samarbejdet med Tryg: “Vi er enormt glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med Tryg, og vi ser det som en stor anerkendelse af den værdi, som HUB Property skaber, at en markedsleder bruger løsningen.” 

Om Tryg 
Tryg er det største skadeforsikringsselskab i Danmark og hele Skandinavien, med over 1,3 millioner danske forsikringskunder og ca. 7.000 ansatte. De leverer forsikringsløsninger til både private kunder og virksomheder i Danmark, Norge og Sverige.