It-firma har vokseværk. På jagt efter små og mellemstore forsikringsselskaber

It-virksomheden Scalepoint vil med investeringen i nyt kernesystem gå efter at opbygge samarbejder med især de små og mellemstore forsikringsselskaber. Systemet INPAS indeholder både skadehåndtering og policeadministration. "Vi har screenet markedet, og der er i hvert fald 20 procent af forsikringsmarkedet, der står til at skifte kernesystem indenfor fem år," lyder det.

15.04.2024

Scalepoint, der er kendt som en førende udbyder af digitale løsninger til forsikringssektoren inden for skadehåndtering til forsikringsbranchen, optimerer nu forretningen og begiver sig ud på en potentiel vækstrejse med opkøbet af INPAS-teknologien.

Mere end 80 procent af de danske forsikringsselskaber anvender allerede Scalepoints SaaS-teknologi, som understøtter selskabernes skadehåndtering og inkluderer drift, vedligeholdelse og compliance. Der er ingen tvivl om, at selskaberne har et øget fokus på at udvikle deres it-platforme, så behovet for innovative teknologiske løsninger er absolut til stede. Derfor må man antage, at Scalepoint nu ser ud til at imødekomme branchens stadig skiftende krav og udfordringer.

Rækker ud efter små og mellemstore selskaber

Investeringen i INPAS-teknologien skal ifølge selskabet ikke kun ses som en strategisk udvidelse af Scalepoints portefølje; det giver også virksomheden mulighed for at byde ind til de mindre og mellemstore forsikringsselskaber og give dem adgang til et avanceret kernesystem leveret som SaaS.

“Vi er et 20 år gammelt firma, der historisk har leveret systemer til forsikringsselskabers skadehåndtering. Oprindelig var vores løsninger add-ons til selskabernes kernesystemer, og derefter udviklede vi også et egentligt kernesystem til al skadehåndtering. Det, som er helt anderledes ved vores løsninger, er, at vi leverer dem som software-as-a-service (SaaS). Det betyder at vi både leverer software, drift og vedligehold. Traditionelt har forsikringssystemer været leveret som on-premise, hvor kunder først skulle færdigudvikle systemet og derefter selv stå for den løbende drift og vedligehold. Så det er et paradigmeskift for forsikringsbranchen at bruge SaaS. Det nye er, at vi nu kan tilbyde et kernesystem, som indeholder både skadehåndtering og policeadministration, så det er en totalløsning.

Og fordi vi leverer det som SaaS, er det både billigere og mindre risikofyldt, og da systemet bliver opdateret hver uge, sander det ganske enkelt ikke til,” siger administrerende direktør Tue Høilund-Carlsen til InsideForsikring og uddyber:

“Med opkøbet af INPAS er vi klar til at udvide vores portefølje og vil i de kommende år række ud efter flere mindre og mellemstore forsikringsselskaber. Vi har screenet markedet, og der er i hvert fald 20 procent af forsikringsmarkedet, der står til at skifte kernesystem inden for fem år. Her ser vi en mulighed for at løfte vores forretning til et nyt og højere niveau. Forhåbentlig har vi allerede i slutningen af 2024 de første implementeringsaftaler i hus. Jeg kan sige, at vi i øjeblikket er i dialog med flere selskaber.”

Et af de bedste systemer

Tue Høilund-Carlsen understreger, at der kommer til at gå nogle år, før Scalepoint har mange kunder på policedelen, men han er ikke i tvivl om, at Scalepoint står over for en vækstrejse. Simpelthen fordi det nye system har en række stordriftsfordele til gavn for både forsikringsselskaberne og Scalepoint.

“Vi har erfaringen, vi er specialister i at lave det her, ja, jeg vil sige, at det, vi allerede laver på skadedelen, er verdensklasse. Med INPAS kommer vi til at have et af de bedste systemer i verden på det her område. Skandinavien er nemlig en af de førende regioner på det her marked, også mere end USA.”

Konkret skal INPAS give forsikringsselskaberne muligheden for at øge deres digitale konkurrenceevne, sikre fortsat compliance

En totalløsning, bygger en skyskraber

Det samlede produkt, som vil blive kendt som CORE, forener Scalepoints eksisterende løsning, ClaimsCORE (skadeløsning), med den nye tilføjelse, INPAS-teknologien, som danner fundamentet for PolicyCORE (policeløsning).

Dette skaber en omfattende og sammenhængende løsning, der imødekommer alle aspekter af forsikringsvirksomheders behov. Alle kunder er på samme løsning, hvilket betyder, at man deler omkostninger med alle andre

“Det vil især gavne de små og mellemstore forsikringsselskaber, der hidtil har haft udfordringer med at holde trit med de store aktører på teknologiområdet,” siger Tue Høilund-Carlsen og tilføjer:

“Vi kan se, at selskaberne har en interesse for at gå i skyen, man deler platforme og får opdateret sit system løbende. Dertil kommer der mere og mere lovgivning på området. Lovkrav, der er svære at håndtere for selskaberne. Det handler eksempelvis om krav til øget digitalisering, og her kan vi altså hjælpe selskaberne med at håndtere denne stordrift. Samtidig eksploderer udgifterne til it-løsninger, så selskaberne er nødt til at gøre noget. Og her står vi klar med totale løsninger. Vi bygger en skyskraber, og så kan det enkelte selskab leje en enkelt etage, som de sammen med os kan indrette efter deres individuelle behov. Men der er nogle ydre rammer, som er ens, og det er årsagen til, at vi kan håndtere stordriften, som er nødvendig for at kunne levere de bedste løsninger.”

Scalepoint har i dag både danske og globale forsikringsselskaber i deres portefølje, heriblandt GF Forsikring, Sønderjysk Forsikring, Lokal Forsikring, Topdanmark, Tryg, LB Forsikring og internationalespillere som Allianz, Gjensidige og Zürich.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af InsideForsikring