Hackathon som udviklingsværktøj

Hack-a-hvaffornoget?

Hvordan Hackathons anvendes som udviklingsværktøj for både Scalepoint Technologies’ medarbejdere og produkter

Som en moderne IT virksomhed, der lever af at sælge SaaS løsninger til forsikringsselskaber, er det normalt for Scalepoint Technologies at tænke ud af boksen, både når det kommer til udviklingen af deres produkter og af deres medarbejdere.

En årligt tilbagevendende begivenhed, som netop har fundet sted i Scalepoint Technologies, og som stadfæster virksomhedens tilgang til udvikling, er ”Hackathon” – en 24 timers konkurrence for virksomhedens medarbejdere i IT og produktudvikling, hvor de kan udvikle hvad de vil, så længe det falder indenfor konkurrencens tre kategorier: Produkt, Teknologi og Folkets Stemme.

Fra idé til prototype på 24 timer

“Hackathon er et event, hvor vores medarbejdere arbejder på en idé, som de selv har valgt, og som de selv skal skabe indenfor 24 timer. Derigennem sætter de turbo på deres kreativitet og er med til at skabe ting, som de i hverdagen måske går og mangler for at kunne optimere deres arbejde eller vores kunders ønsker, men som de ikke normalt har tid til at fokusere på at skabe en helt ny løsning for” fortæller Nadia Zemskova, Director of Applications Development og chef for 87 softwareudviklere fordelt på Scalepoint Technologies’ danske og polske kontorer.

Bestillingsjob et ’no go’

Nadia understreger, at det ikke er lovligt for deltagernes ledere at sende medarbejderne til Hackathon med ”bestillingsprojekter”, da opgaver, som alligevel skulle være løst i dagligdagsarbejdet, skal betragtes som normale arbejdsopgaver, hvorimod Hackathon er medarbejdernes frirum hvor de kan slippe fantasien løs og tænke ud af boksen uden rammer, vilkår og begrænsninger.

Hvad er et Hackathon?

Ordet Hackathon er en sammensætning af ordene ”hack” – det at skille et givent produkt, en service, eller en forretningsmodel ad og samle det på en ny måde, så det opfylder ens egne behov og “marathon” – et hårdt og intensivt forløb. Et Hackathon er en begivenhed, hvor teams bestående af udviklere, servicedesignere og andre specialister, der er involveret i softwareudvikling, mødes i et kort intensivt konkurrencepræget forløb. Som afslutning pitcher hvert team sit resultat over for et dommerpanel, som udvælger den bedste ide.

Dyst i 3 kategorier

De tre kategorier hvori medarbejderne dyster er forskellige, men fælles for dem alle er, at de udfordrer status quo og vanetænkning og i stedet indbyder til innovation og nye udviklingsmuligheder.

Produkt kategorien omfatter løsninger eller applikationer, som kan være en direkte hjælp for Scalepoint Technologies’ kunder, eller som kan forbedre virksomhedens produkter.

I Teknologi kategorien udvikles der nye værktøjer og teknologier, som ikke allerede er en del af Scalepoint Technologies’ hverdag, men som måske kan blive det i fremtiden.

Folkets Stemme er wild card kategorien og her udvikles applikationer og værktøjer til optimering af processer, eller løsninger til at hjælpe dagligdagen til at blive lidt nemmere.

Startskud, heppekor og vinderhold

Startskuddet for konkurrencen lyder fra morgenstunden på dag 1. De deltagende teams, som medarbejderne selv har dannet på tværs af afdelingerne, har på forhånd udtænkt hvad de vil arbejde på at udvikle under Hackathon, men det er ikke lovligt at have forberedt sig yderligere, da en del af konceptet går ud på at slippe sin indre kreativitet løs og at arbejde sammen mod et løst defineret mål, for at se hvordan den oprindeligt tænkte idé udvikler sig undervejs når idé skal omsættes til praktik.

Når de 24 timer er gået indleverer alle teams deres produkter, og efter en velfortjent pause med god mad og livlig snak ovenpå døgnets oplevelser, er det tid for hvert team at demonstrere deres produkt overfor de øvrige teams og kolleger fra andre afdelinger, der har mulighed for at deltage som heppekor. Vinderholdene findes ved at alle tilstedeværende medarbejdere stemmer på den opfindelse som de finder bedst, og de vindende teams kan tage hjem med æren, et sejrskrus og en masse lærerige oplevelser og bekendtskaber rigere.

Kultstatus og fællesskabsånd

Hackathon eventet har opnået kultstatus blandt medarbejderne hos Scalepoint Technologies, og en stor del af løsningerne som er blevet udviklet på Hackathons gennem årene, er blevet implementeret i virksomheden. Deltagere får udleveret ”årets Hackathon” sticker som typisk klistres på de deltagende teams’ computere, så det er tydeligt at se, hvor mange gange man har deltaget i eventet. Når deltagere i Hackathons skifter computer, overføres samlingen af Hackathon stickers typisk til den nye computer, så historikken – og ”Hackathon-ancienniteten” – bæres med.

Nadia fortæller, ”Udover, at der på vores Hackathon år efter år udvikles en masse nye løsninger, så Hackathon på den måde er med til at booste innovationen og produktiviteten i Scalepoint, så skabes der også en helt særlig fællesskabsånd og gensidig respekt for hinandens evner blandt deltagerne. Man kan sige, at Hackathon er med til at binde vores medarbejdere sammen på en måde så de, når Hackathon er færdigt, tager en masse gode fælles oplevelser og nye relationer med tilbage i deres daglige arbejde, og det er noget både de selv og vi som ledere tydeligt kan mærke i deres samarbejde i hverdagen.”

Hackathon 2022 Focus 940X585

Både medarbejdere og virksomhed vinder

I årets Hackathon deltog 12 teams fordelt på 45 medarbejdere og 6 afdelinger, og 97 af virksomhedens 202 medarbejdere deltog i stemmeafgivelsen. For første gang i Hackathons historie deltog også medarbejdere fra Finans og Customer Management i teams, som under årets Hackathon udviklede nye kundehenvendte løsninger.

Blandt årets vindere var udvikling af nye konfigurationer, som kan hjælpe Scalepoint Technologies’ udviklere med at spare tid i udviklings- og deploymentfaserne.

Tidligere vinderhold har blandt andet udviklet en ny løsning, der kunne rykke virksomheden over på en ny cloud teknologi, som gør det nemmere at skalere i fremtiden. Med den nyudviklede løsning vil Scalepoint Technologies fremadrettet hurtigere kunne implementere nye kunder i deres system.

Ligeledes er der gennem årene blevet udviklet metoder til at opsamle og vise data specifikt relateret til det høje salg som går gennem virksomhedens ClaimsShop websop på Black Friday, en løsning der taler sammen med en fugtmåler så fugtmåleren automatisk indberetter skaden hvis den registrerer vand i kælderen, en ”Quick Action” funktionalitet som muliggjorde søgning på tværs af alle handlinger på en skade registreret i virksomhedens skadesystem, gamification som kunne lære nye medarbejdere hurtigt at kende navn og ansigt på deres kolleger, et parkeringssystem til virksomhedens p-plads, og sågar en robot som kunne lave kaffe.

”Kun fantasien sætter grænser”, afslutter Nadia.

 

Hvem er Scalepoint Technologies

Scalepoint Technologies udvikler og sælger SaaS-baserede skadesløsninger til forsikringsselskaber. Løsningerne – som går under navnene CORE, HUB og ClaimShop – hjælper i dag 26 forsikringsselskaber i Europa med at digitalisere og automatisere skadehåndteringen.