Danmarks statistik melder om den største stigning i forbrugerpriserne i over 35 år

Med prisstigninger og mangel på varer, ser vi – i Scalepoints ClaimShop – meget naturligt det samme som verden udenfor. Men inflation er ikke endimensionel. Vi ser klare forskelle på hvilke store kategorier, der virkelig undergår prisstigninger, og hvilke der er mindre hårdt ramt.

Jan Bigum, Vice President, ClaimShop & Operations

13.06.2022

På grund af den nuværende stigning i forbrugerpriserne, oplever vi en øget interesse fra forsikringsselskaberne ift. hvordan Scalepoint ser markedet og hvilke produktkategorier som nu eller i fremtiden vil blive påvirket af både den stigende inflation, men også problemerne omkring de globale forsyningskæder.

Elektronik

Her varsler de store spillere lidt prisstigninger, men vi ser faktisk, at de værste prisstigninger er ovre. Der er dog pres på enkelte produktgrupper, fx hvidevarer, hvor krigen i Ukraine både har løftet energipriserne og metalpriserne. Kigger vi i vores data, så er de største produkter – Iphones og Macbooks – ikke steget væsentligt i pris, hvis man kigger på tværs af år for den enkelte model. I form af leverancer kæmper branchen generelt med nedlukninger i Kina for komponenter, men har indtil videre været yderst dygtige til at levere uden de store problemer og forsinkelser. Det forventer de at kunne fortsætte med.

Skadesystem Cykel Forsikring 750X500

Cykler

Her ser vi generelt et lille prispres og derved også stigninger (2-5%), som sandsynligvis vil blive på det niveau, så længe de oplever problemer med leveringer. Og det har de gjort lige siden, Covid brød ud. Vi har cykelleverandører, som har bekræftede ordrer så langt som 18 måneder fremme i tid. Det forventes først, at deres leveringsproblemer er ovre i midt 2023 måske endda start 2024. Derfor ser vi også, at der er rigtig mange slutkunder, som ikke kan få leveret den cykel, de faktisk har fået stjålet eller gerne vil have. Vores cykelleverandører er dog dygtige til at ringe kunderne op, forklare dem situationen, og fortælle dem hvordan de bedst kommer videre, og hvilke cykler de faktisk kan få med de specifikke ønsker og i den rette prisklasse.

Møbler

Kategorien er hårdt ramt af prisstigninger. Leverandørerne forventer, det værste er overstået nu, men fortæller, at der på nogle produktgrupper forventes yderligere prisstigninger/leveringsproblemer (fx er Ukraine og Rusland blandt de største eksportører af egetræ). I forhold til leveringstider, så er der en del udfordringer i kategorien.

Midt i en udfordrende tid, hvor alt ikke er, som det plejer, er det en kæmpe fornøjelse at se, at vores leverandører er dygtige til at tage fat i kunderne, så de er informerede; at kunderne generelt er meget forstående; og at forsikringerne hæver erstatningsbeløbet, hvis udfordringen er, at der har været prisstigning siden opgørelsen.”

Danmarks Statistik Melder Om Den Storste Stigning I Forbrugerpriserne I Over 35 Ar